Langsomme samtaler om USA med Rune Lykkeberg

Rune Lykkeberg har i denne uge talt med den iranskfødte forsker og forfatter Laleh Khalili om bagtæppet for den aktuelle konflikt mellem Israel, USA og Iran. --- Ugens gæst i Langsomme samtaler er den iranskfødte forsker og professor ved University of Exeter, Laleh Khalili, der er en af sin generations mest skarpsindige tænkere inden for global handel og geopolitik. Laleh Khalili er født og opvokset i Iran og med egne ord ’et barn af olie’ – hendes far arbejdede med olie, og hun oplevede oliens betydning gennem hele sin opvækst. Siden har hun bl.a. studeret i USA på University of Texas og skrevet ph.d.-afhandling ved Columbia University i New York. Laleh Khalili er en af de sjældne forfattere, som både går op i geopolitik, kapitalisme, shippingindustrien, maritime regler og den kolonialistiske arv. Alt det, som er på spil i den aktuelle konflikt mellem Israel, USA og Iran, har Laleh Khalili altså beskæftiget sig med. Hun markerede sig for alvor, da hun i 2020 udgav det anmelderroste værk Sinews of War and Trade: Shipping and Capitalism in the Arabian Peninsula, der på én gang er en rejse ind i den maritime kapitalisme og en afslørende analyse af, hvordan magten på verdenshavene definerer vores moderne økonomi. Dén bog, altså fortællingen om livet på de enorme containerskibe og det uregulerede forretningsliv til søs, har vi tidligere talt med hende om her i podcasten. Men i denne her uge gælder det Laleh Khalilis seneste forskning. Hendes nye bog, der udkom i slutningen af sidste år, hedder Extractive Capitalism: How Commodities and Cronyism Drive the Global Economy. Her undersøger Khalili, hvad olien har betydet for Mellemøsten, og hvordan olien var en del af imperialismen, men også en del af opgøret med imperialismen. Hun ser på, hvordan kontrollen med naturressourcerne i Mellemøsten altid har været en fuldstændig integreret del af en lokal magtkamp, der også betjener en magtkamp i hele verden. Hvis man vil vide, hvad der egentlig foregår nedenunder de aktuelle konflikter i Mellemøsten; hvis man interesserer sig for, hvordan shippingruter, råstofudvinding og kolonial arv hænger uløseligt sammen med moderne storpolitik, og hvis man vil forstå det store bagtæppe af magtkampe, der udspiller sig mellem USA, Iran og resten af verden – ja, så er denne uges afsnit med Laleh Khalili et godt sted at starte.

Rune Lykkeberg har i denne uge talt med Harvard-professor Steven Levitsky om det amerikanske demokratis overlevelseskamp, de historiske mønstre bag moderne diktaturer og den nødvendige modmagt til Donald Trump. --- Ugens gæst i Langsomme samtaler er den amerikanske politolog og professor ved Harvard University, Steven Levitsky, der er en af sin generations mest fremtrædende demokratiforskere. Han opnåede verdensberømmelse, da han sammen med kollegaen Daniel Ziblatt i 2018 udgav bestselleren How Democracies Die, der på én gang er et intellektuelt svar til Donald Trumps valgsejr i 2016 og en manual til at forstå, hvordan moderne demokratier ikke nødvendigvis vælter ved militærkup, men ofte afvikles gradvist indefra. De to, altså Ziblatt og Levitsky, udgav også bogen Tyranny of the Minority – Why American Democracy Reached the Breaking Point i 2023, og dén bog har vi tidligere talt med Ziblatt om her i podcasten. Men i denne her uge gælder det altså Steven Levitsky. Han er født i 1968, vokset op i 70’erne og har set de seneste årtiers demokratiske udvikling i USA tæt på, både eksistentielt og som forsker. Han har udgivet en fantastisk bog, der hedder Revolution and Dictatorship: The Violent Origins of Durable Authoritarianism, som han skrev sammen med Lucan Way i 2022. De to, Levitsky og Way, står også bag bogen Competitive Authoritarianism: Hybrid Regimes After the Cold War, som udkom i 2010. Hvis man vil vide, hvad der egentlig sker i USA i de her år; hvis man interesserer sig for, hvornår det ikke bare er en anden holdning, men selve rammerne for vores holdningsdannelse, der er på spil, og hvis man vil forstå dybden, rækkevidden og omfanget af det, Donald Trump foretager sig – men også hvis man vil have indsigt i modstanden og modmagten, modbevægelsen og modvægten, kort sagt alt det, der peger den anden vej, ja, så er der næppe nogen bedre at tale med end netop denne uges gæst: Steven Levitsky.

Rune Lykkeberg har i denne uge talt med den canadisk-kinesiske analytiker og forfatter Dan Wang om Kinas evne til at bygge fremtiden – men også hvorfor det store slag mellem stormagterne i sidste ende vindes af det samfund, der er bedst at leve i. --- Ugens gæst i Langsomme samtaler er den canadisk-kinesiske teknologianalytiker og forfatter Dan Wang. Med en opvækst i både Kina og Canada samt en uddannelse fra amerikanske eliteuniversiteter besidder Wang en sjælden analytisk indsigt og evne til at sammenligne stormagternes vidt forskellige logikker. Han har tidligere delt sin viden i en række højtprofilerede nyhedsbreve, der udkom mellem 2017-2023, og som blev betragtet som en slags teknologi-avantgardens depecher, indtil de blev forbudt af den kinesiske regering under corona-nedlukningen. Nu er han aktuel med bogen Breakneck: China’s Quest to Engineer the Future, som er en fortælling om Kinas ekstraordinære evne til at bygge og forme fremtiden. I bogen afdækker Wang, hvad det er, Kina gør bedre end os i Vesten lige nu. Han peger særligt på landets enorme kapacitet til at omsætte kollektiv handlekraft til konkrete forbedringer og fysisk infrastruktur – en kvalitet, der bl.a. har givet kineserne et totalt overtag på energiområdet. Men det er samtidig en fortælling om et samfund, der styres stramt af et kommunistparti, som Wang forholder sig stærkt kritisk overfor. Kontrasten bliver tydelig, når han analyserer Vestens aktuelle tilstand, hvor han ser et forfald i vores evne til at skabe fælles løsninger og bygge store ting sammen, mens den kinesiske model vinder frem gennem rå eksekvering. Men kapløbet mellem Kina og Vesten handler ikke kun om mikrochips, våben og økonomiske vækstrater. Når alt kommer til alt, er det afgørende ifølge Dan Wang et helt andet spørgsmål: Hvem tilbyder de bedste livsbetingelser? Og eftersom han selv har levet i begge verdener, kan han fortælle, hvor det er bedst at leve henne nu – og hvor han tror, det er bedst at leve i fremtiden. Alt det bliver vi klogere på i denne samtale med Dan Wang, der kommer omkring både global magtkamp, teknologisk handlekraft og fremtidens Kina.

Rune Lykkeberg har i denne uge talt med den fransk-amerikanske forsker og forfatter Hélène Landemore om behovet for at genopfinde folkestyret i det 21. århundrede. --- Vi har i denne uge talt med en af vores foretrukne demokratitænkere, den fransk-amerikanske forsker og forfatter, Hélène Landemore, som er professor i politik ved Yale University og har en Ph.D. fra Harvard University. Det er for os her på redaktionen et imperativ at blive ved med at slå fast, at vores samfund aldrig er demokratisk nok. Demokrati er ikke betegnelsen for det bestående samfund – tværtimod er demokrati et krav til det bestående samfund om, at folk skal høres. Folk skal ikke finde sig i at blive bestemt over; de skal have mere at skulle have sagt og større mulighed for at drage de regerende til ansvar. Hvis man har den indstilling, at demokrati er et princip, som siger, at du skal være med i et ’vi’, der bestemmer selv, så skal dette ’vi’ have mulighed for at forme samfundet, fællesskabet og lovene på en måde, som findes rimelig og retfærdig. Her er Hélène Landemore en utrolig interessant tænker, fordi hele hendes værk handler om at undersøge forskellige måder at skabe indflydelseskanaler på mellem borgerne og magten. Hun evner som få at koble teoretisk forskning og praktisk arbejde med de forskellige demokratiske eksperimenter, som findes i vores levetid. Vi talte med hende her på Langsomme Samtaler for et par år siden, da hun udgav bogen Open Democracy: Reinventing Popular Rule for the Twenty-First Century, og nu er hun aktuel med sin nye bog Politics Without Politicians: The Case for Citizen Rule. Det er i anledning af den nye bog, at vi igen har den store fornøjelse og det privilegium at tale med Hélène Landemore. Og ovenpå det seneste folketingsvalg kan vi vist alle have brug for at blive mindet om, at demokrati altid er et eksperiment og en læreproces; vi har ret til at bestemme mere, hvis vi også bliver bedre til at lytte mere.

Rune Lykkeberg har i denne uge talt med den amerikanske journalist og forfatter Jacob Silverman om, hvordan den amerikanske tech-elite har transformeret sig selv ideologisk og opnået politisk indflydelse. --- Ugens gæst i Langsomme samtaler er den amerikanske tech-journalist og forfatter Jacob Silverman, som står bag bogen Gilded Rage: Elon Musk and the Radicalization of Silicon Valley. Bogen, der udkom i slutningen af 2025, er en slags ideologisk dannelseshistorie for den amerikanske tech-industri over de sidste 15 år og kortlægger, hvordan en ny magtbase er opstået og konsolideret i krydsfeltet mellem Silicon Valley og Washington D.C. I bogen afdækker Silverman blandt andet de dybe forbindelser mellem tech-industrien og det militærindustrielle kompleks i USA. Han peger særligt på kredsen omkring The PayPal Mafia, anført af Peter Thiel, der udgør gruppens filosofiske konge og fremstår som en slags ideologisk reservefar for USA’s vicepræsident, J.D. Vance. Denne del af tech-eliten er karakteriseret ved at være libertariansk, stærkt højreorienteret og tenderende antidemokratisk, og de har i dag stor indflydelse – ikke nødvendigvis fordi deres idéer begejstrer befolkningen, men fordi de har massiv konkret magt bag sig. Men der er også figurer som Elon Musk, Mark Zuckerberg og Jeff Bezos, der tidligere har været liberale i amerikansk forstand. Dengang profilerede de sig på grøn omstilling gennem Tesla eller store fonde til fattigdomsbekæmpelse og støttede primært demokratiske kandidater. Men nu har de skiftet hold. Spørgsmålet er selvfølgelig, om tech-eliten er blevet højreorienteret, fordi magten i USA er skiftet, eller om de faktisk altid har været radikalt højreorienterede, men først nu tillader sig selv at springe ud. Alt det bliver vi klogere på i denne samtale med Jacob Silverman, der kommer omkring både magt, teknologi, sikkerhed og Silicon Valley.

Rune Lykkeberg har i denne uge talt med den kinesiske økonom og forfatter Keyu Jin om Kinas rolle i verden, landets politiske tænkning og ikke mindst forholdet til USA. --- Ugens gæst i Langsomme samtaler er den kinesiske økonom og forfatter Keyu Jin. Hun har bl.a. studeret ved Harvard University og er nu professor ved både London School of Economics og Hong Kong University of Science and Technology. Hun er desuden datter af en tidligere kinesisk finansminister og forstår bedre end nogen anden både Kina og Vesten indefra – og udefra. Keyu Jin har tidligere besøgt podcasten i forbindelse med sin bog The New China Playbook, der giver et sjældent indblik i det kinesiske styres økonomiske logik og politiske ideologi. a. Nu taler Rune Lykkeberg så igen med Keyu Jin på et kritisk tidspunkt i forholdet mellem USA og Kina. Efter et år med massiv handelskrig, hvor præsident Trump blokerede for eksport af amerikanske chips, og Kina svarede igen ved at begrænse adgangen til kritiske mineraler, befinder vi os nu i en form for våbenhvile. Men spørgsmålet er, om denne stilhed er et blivende resultat af handelskrigen, eller blot en midlertidig pause før det næste store slag. Spørgsmålet er også, hvad vi kan lære af det, der har udspillet sig mellem Kina og USA det seneste år, og selvfølgelig, hvordan Kina ser resten af verden. Kan vi regne med, at Kina kunne være med til at lave en fred i Ukraine, og hvordan Kina ser mulighederne i verden, efter Trump har gjort USA ekstremt upopulære mange steder? Alt det og meget mere taler Rune Lykkeberg med Keyu Jin om i denne uges Langsomme samtale.

Rune Lykkeberg har i denne uge talt med den unge franske stjerneøkonom og forfatter Gabriel Zucman om argumenterne for og imod en formueskat for samfundets allerrigeste. --- Vi har i denne uge lavet lidt om på planerne. Vi har nemlig fået mulighed for at få et interview med en mand, der står i centrum som intellektuel i den danske valgkamp og i den globale diskussion om formueskat og fordeling af velstand og rigdom i verden. Det er den franske økonom Gabriel Zucman, som har skrevet bogen Milliardærer skal også betale skat, der blev et kæmpe brag, da den udkom i Frankrig i 2025, og som vi her på Dagbladet Information udgiver lige om lidt. Gabriel Zucman er en del af den samme skole som Thomas Piketty, Emmanuel Saez, Julia Cagé, Esther Duflo. Han er en del af en gruppe franske økonomer, som har et empirisk forhold til kapitalismen og ser det som sin opgave at indsamle data og tal for udviklingen i velstand, rigdom, ulighed og vækst over tid. Gabriel Zucman er 39 år gammel, men allerede ekstremt indflydelsesrig. Han har været med til at bringe spørgsmålet om formueskat ind i den amerikanske valgkamp og har leveret forslag, der er blevet samlet op af præsidentkandidat Elizabeth Warren. Han har også ændret den franske diskussion om formuer og rigdom og er kommet med rammen til den globale minimumsskat på 5 pct. på multinationale selskaber. Zucman ved rigtig meget om formueskat, fordeling af rigdom og økonomisk retfærdighed. Han tror på, at det moralske og politiske argument kan flytte noget i verden, og at vi kan gøre det bedre. Og han ser os som en del af en fremskridtshistorie, selv om vi står i en periode med tilbageskridt. Vi er derfor enormt glade for, at vi er her under valgkampen, hvor debatten om Socialdemokraternes forslag til en formueskat i forvejen raser, kan trække på en af verdens førende eksperter til at forklare konteksten og svare på nogle af de stærkeste argumenter for og imod indførelsen af en formueskat.

Ugens gæst i Langsomme samtaler er den amerikanske professor i historie ved Yale University og forfatter og førende intellektuelle, Samuel Moyn. Samuel Moyn udgav i 2021 en bog, Humane – How the United States Abandoned Peace and Reinvented War, som har været afgørende for vores forståelse af krigsførelse og vores forståelse af, hvorfor vi ikke har nogen fredsbevægelse. Her på Langsomme samtaler-redaktionen har vi længe gerne villet tale med Moyn, fordi hans bog sætter hele konteksten for den situation, vi står i i dag, hvor der bliver mere og mere krig og mindre og mindre beredskab for at skabe fred. Og hvor én bestemt opfattelse af krig længe har domineret og skabt en krigsoptimisme. Nemlig forestillingen om ’den humane krig’, som kan føres uden omkostninger for os selv, og som giver os de resultater, vi ønsker for omverdenen. Man skulle tro, at dén forestilling var dementeret med de seneste 25 års krige i Irak, Afghanistan og Libyen, men forestillingen om krig som et effektivt instrument til at opnå udenrigspolitiske mål, er stadig levende. Hvis man vil forstå ikke bare det moment, vi er i nu, men også hvordan vi i løbet af de seneste 30 år har ført os selv bag lyset og glemt, hvad krig i virkeligheden betyder, er denne uges samtale med Samuel Moyn et godt sted at begynde. Bemærk, at samtalen med Samuel Moyn blev optaget, inden USA og Israel gennemførte deres store regimeskifteangreb i Iran. Det ændrer dog ikke ved præmissen og rammen for samtalen, som er hele den aktuelle sikkerhedspolitiske situation.

Rune Lykkeberg taler med den canadiske historiker om krigens rolle i politik, fredens forudsætninger og en verdensorden under pres. --- Ugens gæst i Langsomme Samtaler er den canadiske historiker Margaret MacMillan – en af vor tids mest indflydelsesrige fortolkere af krig, fred og den internationale orden. Hun er forfatter til en lang række anerkendte værker, heriblandt klassikeren Paris 1919, der med historisk overblik og dramatisk nerve fortæller historien om fredsslutningen efter Første Verdenskrig og de beslutninger, der kom til at forme det tyvende århundrede. Margaret MacMillan har i årtier beskæftiget sig med stormagter, diplomati og verdensorden. Hun har undervist i international historie ved både Oxford og Toronto og rådgivet politiske beslutningstagere om udenrigs- og sikkerhedspolitik. Hendes blik er historikerens: Hun leder ikke efter øjeblikkets sensation, men efter de lange linjer, de strukturer og erfaringer, som gentager sig, når verden igen bevæger sig ind i usikre tider. Anledningen til samtalen er hendes bog War: How Conflict Shaped Us. Her insisterer hun på noget, vi i Vesten længe har fortrængt: at krig ikke er en historisk undtagelse, men en grundlæggende del af den politiske virkelighed. Vores samfund er formet af krige, vores institutioner er skabt for at håndtere dem, og vores fred hviler på erkendelsen af, at nogen må kunne forsvare den. Når vi glemmer det, svækkes både vores dømmekraft og vores politiske beredskab. I en tid, hvor den internationale orden vakler, hvor atomaftaler udløber, og hvor antallet af konflikter vokser, rejser MacMillan et ubehageligt, men nødvendigt spørgsmål: Har vi glemt, hvad krig er? Og dermed også, hvad fred kræver? Samtalen bevæger sig fra fredsslutningen i 1919 til nutidens geopolitiske spændinger. Fra Woodrow Wilsons ankomst til Europa som fredens håb til spørgsmålet om, hvorvidt vores egne fredsinstitutioner i dag er stærke nok til at modstå presset. Og den begynder et personligt sted: i Canada, hvor Margaret MacMillan følger udviklingen i forholdet til USA og den nationale mobilisering, der synes at være i gang. Det er en samtale om krigens realitet og fredens skrøbelighed – og om hvorfor historien ikke blot er noget, der ligger bag os, men noget, vi er nødt til at forstå for at kunne handle i nutiden.

Rune Lykkeberg har i denne uge talt med den amerikanske demokratiforkæmper, forfatter og forsker Hardy Merriman om modstanden mod Trump i et stadig mere autoritært USA. --- Ugens gæst i Langsomme samtaler er den amerikanske demokratiforkæmper, forfatter, forsker og modstandsmand, Hardy Merriman. Hardy Merriman udgør en sjælden kombination af akademisk dannelse, intellektuel nysgerrighed og aktivistiske forbindelser. Har har i 25 år arbejdet med bevægelser, som modarbejder undertrykkelse og opbygger beredskab til at regere selv. Længe var han præsident for International Center on Nonviolent Conflict i Washington, der står for udbredelse af ikkevoldelige modstandsteknikker til frihedskæmpere og modstandsbevægelser over hele verden. Han arbejdede i samme periode også som rådgiver for det store udviklingsprogram under den amerikanske regering, der hedder USAID, og som Trump har lukket meget store dele af. Hardy Merriman er desuden elev af en anden stor helt her på Langsomme samtaler-redaktionen, nemlig Gene Sharp, som har skrevet den måske vigtigste aktivistbog overhovedet i anden halvdel af det 20. århundrede: From Dictatorship to Democracy (1993). Det er Gene Sharps dybe indsigt, som udgør princippet for hele Hardy Merrimans arbejde. Budskabet er her, at enhver diktator regerer på sine undertrykte borgeres nåde. Og hvis vi kan organisere os, så kan vi altid tage magten tilbage. Men hvis vi bruger voldelige midler til at slås, så taber vi til gengæld til autokraten. I løbet af sin samtale med Rune Lykkeberg gør Hardy Merriman status på demokratiet og retssamfundets tilstand i USA med Trump 2.0 i Det Hvide Hus. Vi får hans analyse af, hvad der foregår, hvor modstanden er, og hvad vi kan gøre for at være med.

Rune Lykkeberg har i denne uge talt med den amerikanske juraprofessor, advokat og forsker i oprindelige folks vilkår, James Anaya, om hans refleksioner over bl.a. grønlandskrisen. --- Ugens gæst i Langsomme samtaler er den amerikanske forfatter, forsker, advokat og juraprofessor James Anaya, som er en enestående kapacitet i oprindelige folks rettigheder og frihed. Han har undervist, fungeret som konsulent for adskillige regeringer og været advokat for oprindelige folk. Han har også udgivet adskillige bøger om emnet, blandt andre Indigenous People in International Law fra 1996 og International Human Rights and Indigenous People fra 2009. Grønlandskrisen har vist os, hvor lidt vi forstår om oprindelige folk og deres vej til selvbestemmelse. Vi har taget fat i James Anaya for blive klogere både på forskellen mellem USA og Danmark, hvad oprindelige folks vilkår angår – men også for at høre om de oprindelige folks rettigheder generelt i verden og det skifte, der skete i forståelsen af frihed fra tiden efter 2. Verdenskrig og frem til i dag. Efter 2. Verdenskrig forstod man frihed for oprindelige folk som afkolonisering og uafhængighed. Men i dag er der kommet en konkurrerende forståelse af frihed, som handler om, hvordan man kan vinde selvbestemmelse og frihed ved at underordne sig andre fællesskaber og indgå alliancer og kontrakter. Det er en hel verden, der åbner sig, når man tænker med James Anaya, og den verden inviterer vi hermed jer, lyttere af Langsomme samtaler, med ind i.

Rune Lykkeberg har i denne uge talt med den albanske filosof og forfatter Lea Ypi om hendes nye bog ’Uværdig’, der netop er udkommet på Informations Forlag. --- Ugens gæst i Langsomme samtaler er en af Dagbladet Informations absolutte yndlingsintellektuelle, nemlig den albanske filosof og forfatter Lea Ypi. Efter den overvældende modtagelse af hendes erindringsbog Fri, troede vi måske, at vi havde forstået hendes historie om kommunismens og nyliberalismens sammenbrud i Albanien. Men så skete der noget uforudset. Et gammelt privat fotografi af Lea Ypis bedstemor, Leman Ypi, dukkede op på internettet og blev genstand for en moderne og nådesløs omgang internetmobning. Billedet forestiller hendes bedstemor grinende på bryllupsrejse i Mussolinis Italien i 1939, og det gav anledning til beskyldninger om, at hun skulle have samarbejdet med fascismen og haft totalitære sympatier. Pludselig stod Lea Ypi altså i en situation, hvor hendes største moralske forbillede blev nedværdiget af folk, der intet anede om det liv, de dømte. Dét blev startskuddet til en omfattende arkivjagt og en ny, fænomenal bog, Uværdig, som ved den engelske udgivelse i 2025 blev hyldet som et mesterværk i både The New York Times og The Guardian. Uværdig er en fortælling i tre lag: Den personlige historie om barnebarnets kærlige forsvar for sin bedstemor. Den politiske historie om mellemkrigstidens Europa og glemte udlændingepolitiske eksperimenter. Og den filosofiske duel mellem Kants fokus på moralsk selvbestemmelse og en benhård nietzscheansk nihilisme. Alt det taler Rune Lykkeberg med Lea Ypi om i denne samtale i anledning af bogens danske udgivelse på Informations Forlag. Lea Ypi er født i 1979 i Tirana og er i dag professor ved London School of Economics. Du kan købe bogen her.

Rune Lykkeberg har i denne uge bedt den bulgarske forfatter og samfundsforsker Ivan Krastev om at analysere og fortolke de seneste ugers tumultariske verdenspolitiske begivenheder. --- Når det virkelig brænder på i verden, når vi har uger, der føles som år, og vi står med en fornemmelse af, at epoker indledes om morgenen og overstås om aftenen, så har vi her i Langsomme Samtaler-redaktionen nogle gode venner, vi kan bede om hjælp til at forstå, hvad der sker om hovederne på os. Sådan en ven er den bulgarske forfatter og samfundsforsker Ivan Krastev. Efter det store drama i Davos, hvor Donald Trump gentog sit krav om at eje Grønland, troede vi, at han ville tage Grønland med magt, og at den danske og europæiske indsats var mislykket. Men i sin tale i Schweiz slog Trump fast, at han alligevel ikke ville tage det militært. Og efterfølgende talte han med Mark Rutte om en såkaldt rammeaftale, der i hvert fald indtil videre har bragt temperaturen ned i konflikten mellem USA og Rigsfællesskabet. Dét og meget mere taler Rune Lykkeberg med Ivan Krastev om i denne udgave af Langsomme aftale. Ivan Krastev er 61 år, født i Lukovit, Bulgarien, og har udgivet flere bøger, nogle af dem oversat og udgivet på Informations Forlag. Han sidder i bestyrelsen i European Council on Foreign Relations, er leder for Center for Liberale Strategier i Sofia, og så har han en forskningsstilling ved Institut for Humanvidenskab i Wien. Ivan Krastev er en enestående samfundsanalytiker, og vi kunne ikke forestille os nogen bedre end ham til at udlægge de tumultariske uger, vi netop har været igennem.

Rune Lykkeberg taler i denne uge med den tysk-italienske professor, forfatter og sikkerhedsekspert Carlo Masala om hans bestsellerbog ’Hvis Rusland vinder’. --- Ugens gæst i Langsomme samtaler er den tysk-italienske professor, forfatter og sikkerhedsekspert Carlo Masala, som har skrevet bogen Hvis Rusland vinder – et scenarie. Bogen blev til en international bestseller, da den udkom i 2024 og er siden blevet oversat til flere sprog og udgivet over hele verden, nu også i Danmark. Carlo Masala er født i 1968. Han er halvt italiener og halvt østriger og er siden blevet tysk statsborger. Han har været forsker i adskillige år i international politik og sikkerhed, undervist på NATO Defense College i Rom og været rådgiver for flere forskellige tyske regeringer i sikkerhedsspørgsmål. Han er med andre ord en international intellektuel med særligt fokus på forsvar, sikkerhed, og hvad vi dog skal gøre for at skabe en fri og tryg verden. Som serviceinformation skal det nævnes, at samtalen mellem Rune Lykkeberg og Carlo Masala fandt sted for to uger siden og altså inden den seneste eskalering af konflikten mellem USA og Europa over Grønland. Men det er præcis de samme perspektiver, de samme store linjer, de to taler om. Nemlig, hvad er egentlig NATO? Og hvis NATO ikke længere er en sikkerhedsgaranti, og det mener Masala har stået klart længe inden Grønland, hvad er NATO så? Men også: Hvilke udfordringer står europæerne over for, når vi på den ene side ikke længere kan stole på, at amerikanerne vil varetage vores eksterne sikkerhed? Og vi på den anden side har nogle meget voldsomme politiske kræfter i vores egne samfund? Det er en dobbeltkamp, en militærkamp og en politisk kamp, og begge dele handler om fred.

Rune Lykkeberg taler i denne uge med den amerikanske samfundsforsker og forfatter Melissa Deckman om den progressive amerikanske ungdom og dens politiske holdninger. --- Ugens gæst i Langsomme samtaler er den amerikanske samfundsforsker, intellektuelle og forfatter Melissa Deckman, som har skrevet bogen The Politics of Gen Z (2024). Det er en bog, som bygger på en meget omfattende analyse af den amerikanske ungdoms værdier og holdninger. De er værd at blive klogere på. For sagen er, at vi både aktuelt og traditionelt har haft meget store forventninger til den progressive amerikanske ungdom. Mange af de store historiske fremskridt er sket gennem den amerikanske ungdom. Det går helt tilbage til borgerrettighedsbevægelsen i 1960’erne, men vi har også set det de senere år med MeToo-bevægelsen, bevægelsen mod racisme og ikke mindst den meget brede og stærkt forankrede klimabevægelse. Kampen er der, hvor magten er, og da rigtig meget magt er koncentreret i USA, har den amerikanske ungdom også langt større mulighed for at præge magten, end vi har herhjemme. Siden Donald Trump blev valgt i 2024, har vi hørt historier om, at den amerikanske ungdom pludselig skulle være blevet konservativ igen. Vi har også hørt historier om, at generation z skulle være splittet mellem meget højreorienterede amerikanske unge mænd og meget venstreorienterede amerikanske unge kvinder. Men, siger Melissa Deckmann, det er ikke sådan, det hænger sammen. Det er ikke sådan, at den amerikanske ungdom, som vi troede var så progressiv i 2016 og 2020, pludselig har vendt om og skiftet holdninger. Det er heller ikke sådan, at billedet af dens holdninger er anderledes, end vi troede. Den unge generation er faktisk mere progressiv, end det politiske billede i USA giver indtryk af. Der er en meget stærk venstreorienteret ungdom, som kæmper for klima, for ligestilling mellem kønnene, mod racisme, mod ulighed og for økonomisk retfærdighed. Den progressive ungdom findes stadigvæk i USA, men den står i en meget vanskelig politisk situation. Og det er ikke alle i ungdommen, der er progressive. Der er også stærke højreorienterede kræfter. Hele dette brogede billede af fronten i USA, de amerikanske unges meningsdannelse og kampen om frihed i det 21. århundrede kommer Rune Lykkeberg ind på i denne samtale med den amerikanske forsker, forfatter og professor ved Public Affairs på Washington College, Melissa Deckman.

Rune Lykkeberg taler i denne uge med den tyrkiskfødte økonom, forfatter og professor Dani Rodrik om nødvendigheden af at skabe en bæredygtig økonomi for middelklassen, bekæmpe fattigdom og modgå klimaforandringer. --- Ugens gæst i Langsomme samtaler er økonomen og forfatteren Dani Rodrik, som er professor ved John F. Kennedy School of Government på Harvard University. Født i Istanbul i 1957 har Rodrik oplevet Vesten både indefra og udefra. Han har siddet på et af de eliteuniversiteter i USA, hvor meget af globaliseringen, finanssystemet, og den nye handelsorden er blevet udtænkt, men han har samtidig været en dissident i det økonomiske miljø, hvor han er gået imod strømmen. Allerede i 1990’erne advarede han om, at den måde, vi forestillede os globaliseringen på, ville medføre sociale slagsider. Rodrik udviklede bl.a. begrebet ’hyperglobalisering’ til at beskrive en globalisering, der er gået over gevind og som har ført til, at arbejderklassen er faldet fra hinanden, og at demokratiet er blevet svækket. Alt det har han tidligere fortalt om her i podcasten. Nu har Dani Rodrik så skrevet en ny bog, Sheer Prosperity in a Fractured World, som handler om, hvordan man på én gang kan skabe en bæredygtig økonomi for middelklassen, bekæmpe fattigdom og modgå klimaforandringerne. Han mener, at det er vigtigt at tænke disse tre ting sammen i en ny form for politisk program, der viser vejen for en progressiv globaliserin, der samtidig udgør et antifascistisk svar til Trump. Alt det fortæller Dani Rodrik mere om i denne første udgave af Langsomme samtaler i 2026, hvor han også forklarer, hvorfor det bedste, ethvert land kan gøre for det internationale samarbejde er at gøre sin egen nation så stærk som muligt. Det positive budskab er, at vi ikke behøver være så bekymrede for, at de globale institutioner bliver svagere, for det er ikke det, der kommer til at afgøre det internationale samfunds skæbne. Lyt med og bliv klogere på hvorfor i denne samtale mellem Rune Lykkeberg og professor og forfatter Dani Rodrik.

Ugens gæst hos Rune Lykkeberg er den franske forfatter, intellektuelle og politiske stemme Édouard Louis (f. 1992). Han slog igennem som blot 23-årig med den selvbiografiske roman Færdig med Eddy Bellegueule, hvor han med radikal åbenhed beskrev sin opvækst i den franske arbejderklasse og sit brud med det miljø, han kom fra. Siden har han skrevet en række bøger, der med samme kompromisløse metode undersøger klasse, vold, skam, krop og social arv. Anledningen til samtalen er hans seneste bog, Kollapset, en dybt personlig og rystende fortælling om to brødre. Den ene er Édouard Louis selv, der forlader barndomshjemmet i Amiens, bliver uddannet, skifter navn, sprog og livsbane og finder vej ind i den franske elite. Den anden er hans storebror, som bliver tilbage – et liv præget af sygdom, alkoholmisbrug og sociale nederlag, og som ender med at dø alt for tidligt i 30’erne. Kollapset er både en sorgfortælling og en nådesløs analyse af, hvordan klasse og livsvilkår former menneskers muligheder – og deres skæbner. Édouard Louis’ forfatterskab er kendetegnet ved en særegen litterær form: en ekstremt ærlig, selvbiografisk skrivemåde, der kombinerer stor tilgængelighed med høj litterær og intellektuel præcision. Det er litteratur, der ikke blot fortæller et liv, men bruger livet som metode til at tænke samfundet, magten og uligheden på ny. Samtalen kredser også om bogen Forvandlingens metode, hvor Louis beskriver den brutale proces, det var at transformere sig selv fra arbejderdrengen Eddie til forfatteren Édouard Louis – et opgør, der indebærer at skifte navn, sprog, krop, stil og identitet og i sidste ende blive et andet menneske. Édouard Louis er samtidig en markant politisk stemme på den franske venstrefløj. Han har tætte forbindelser til sociologen Didier Eribon, har udtrykt støtte til De Gule Veste og til partiet La France Insoumise under Jean-Luc Mélenchon. For ham er litteratur og politik uløseligt forbundne: at skrive er også at tage stilling. I samtalen med Rune Lykkeberg taler Édouard Louis om sorg og vrede, om klasse og vold, om flugt og forvandling – og om, hvad litteraturen kan, når den insisterer på at gøre de liv synlige, som ellers så let bliver knust i stilhed. Det er en samtale om familie og tab, men også om samfund og ansvar. Og om hvordan man – med sproget som redskab – kan forsøge at forstå det, der kollapser.

Ugens gæst hos Rune Lykkeberg er en af de mest markante – og mest misforståede – skikkelser i amerikansk offentlighed. Marianne Williamson (f. 1952) er forfatter, foredragsholder, åndelig vejleder og politisk aktivist. Hun voksede op i 1960’ernes modkultur og 1970’ernes progressive miljø og har siden båret en tradition videre, som i dag er næsten forsvundet: det sted, hvor radikal progressiv politik og åndelighed mødes. Marianne Williamson står på den ene side solidt placeret på den amerikanske venstrefløj. Hun er skarp kritiker af nyliberalismen og det militærindustrielle kompleks, har støttet Bernie Sanders og de demokratiske socialister og har to gange – i 2020 og 2024 – stillet op til det amerikanske præsidentvalg. På den anden side er hun en af USA’s mest indflydelsesrige åndelige vejledere, blandt andet kendt som mentor for Oprah Winfrey. Hendes store gennembrud kom i 1992 med bogen Return to Love, som Oprah Winfrey kaldte den mest bevægende bog, hun nogensinde havde læst. Bogen er siden blevet oversat til mere end 40 sprog og bygger på A Course in Miracles – et værk, som også bliver et centralt omdrejningspunkt i samtalen. Siden har Marianne Williamson skrevet en lang række bøger om kærlighed, Jesus, åndelighed og om at hele Amerikas sjæl – bøger, der alle kredser om, hvordan vi kan finde et fælles åndeligt sprog i en splittet verden. I samtalen med Rune Lykkeberg fortæller Marianne Williamson også sin egen historie: om et vildt og opslidende liv i 1970’erne, om mødet med A Course in Miracles og om, hvordan hun gradvist fandt frem til en livsholdning, hvor personlig forandring og politisk kamp ikke kan adskilles. Et centralt tema i samtalen er hendes kritik af den moderne venstrefløj: at den ofte har ret i teorien, på papiret og i de store ord – men mangler appel til hjertet, ånden og det, der virkelig bevæger mennesker. Marianne Williamsons projekt er netop at samle det progressive og det spirituelle og derigennem pege på et tredje spor i politikken. Samtalen bevæger sig fra amerikansk protestkultur og præsidentvalg til kærlighed, fællesskab og spørgsmålet om, hvor vi i det 21. århundrede kan finde inspiration til at skabe stærke, meningsfulde fællesskaber. Åbn jeres hjerter – og lyt til ugens Langsomme samtaler med Marianne Williamson.

Ugens gæst hos Rune Lykkeberg er den enestående europæiske forsker, forfatter og intellektuel, Gerald Knaus (f. 1970), som i årevis har beskæftiget sig med migration og integration på et både konkret politisk og et teoretisk analytisk plan. Gerald Knaus er medstifter af European Stability Initiative og var i 2016 dybt involveret i udviklingen af den såkaldte flygtningepagt mellem Tyrkiet og EU. Han har desuden været udpeget af flere regeringer til at komme med sit bud på deres migrationspolitik. I 2020 skrev han bogen Welche Grenzen brauchen wir? (Hvilke grænser har vi brug for?), som handler om, hvordan vi i vores europæiske immigrationspolitik kan holde fast i, at hvert enkelt menneske er værdigt og skal beskyttes af rettigheder og samtidig opnå demokratisk opbakning til politikken. Netop dét spørgsmål – hvordan man får respekten for menneskerettigheder og demokratiet til at spille sammen – er et centralt omdrejningspunkt i Gerald Knaus’ arbejde. Og altså ikke mindst, når det kommer til spørgsmålet om migration og flygtninge, som er et af de området, det er allersværest for liberale humanister og socialister at nå til enighed om. I løbet af denne uges samtale med Rune Lykkeberg kommer Gerald Knaus også ind på sin nye bog fra 2025, Welches Europa brauchen wir? (Hvilket Europa har vi brug for?). Han har skrevet bogen sammen med sin datter Francesca Knaus, og den rummer deres fælles bud på, hvordan den liberale midte i Europa kan svare igen på Trump, AfD, Farage, Le Pen og den øvrige revolutionære højrepopulismes immigrationspolitik på en måde, som ikke er teknokratisk, tør og kedelig, men både moralsk, overbevisende og lidenskabelig.

Rune Lykkeberg taler i denne uge med den sorte amerikanske professor og forfatter Khalil Gibran Muhammad om forholdet mellem sorte og hvide i USA – og om vilkårene for akademisk ytringsfrihed under Trump. --- Ugens gæst hos Rune Lykkeberg er den sorte amerikanske historiker, forfatter og intellektuelle Khalil Gibran Muhammad. Khalil Gibran Muhammad er professor ved Princeton University og har bl.a. skrevet en bog om fængslingen af de sorte, The Condemnation of Blackness: Race, Crime, and the Making of Modern Urban America, fra 2011. Den handler om, hvordan udskilningen og stigmatiseringen og udskamningen fortsatte efter ophævelsen af slaveriet i form af en kriminalisering af den sorte amerikanske befolkning – og bogen består både af kulturkritiske optegnelser og et omfattende datamateriale. Netop nu er Khalil Gibran Muhammad i gang med at skrive endnu en bog om, hvad der skete med de sorte efter borgerrettighedsprotesterne i 1960’erne, hvilket han også løfter lidt af sløret for i løbet af samtalen. Khalil Gibran Muhammad er vokset op i Chicago og er oldebarn til Elijah Muhammad (1897-1975), en stor sort leder i USA, som grundlagde Nation of Islam og i mange år fungerede som dens leder. Det var i hans bevægelse, at Malcolm X voksede sig stor, og det var under hans vinger, at Cassius Clay (som verdens bedste bokser tidligere hed) skiftede navn og blev til Muhammad Ali. I løbet af samtalen kommer Khalil Gibran Muhammad ind på det hele – og så får han lejlighed til at uddybe et citat, han tidligere har givet til Information, og som Rune Lykkeberg er så begejstret for, at han siden har brugt det i adskillige af sine egne artikler i avisen. Hør, hvad det alt sammen handler om – og hvad Khalil Gibran Muhammad i øvrigt mener om både Donald Trump, USA’s plads i verden og den mangelfulde støtte fra sine egne universitetskolleger – i løbet af denne uges Langsomme samtale.