Berorth

William Blake er en, der skal læses hele livet, mener Niels Brunse, hvis næsten 30 år gamle oversættelse af ”Ægteskab mellem Himmel og Helvede” fra 1995 er blevet udgivet igen. Blake er især god at læse, når der er voldsom uro i verden, fordi han ser noget godt i selve energien, selv om den er ond. Digteren, tegneren og mystikeren Blake levede selv i London midt under den voldsomme industrialisering for 250 år med de fabrikker, han døbte The Satanic Mills. Han så fattigdommen og udnyttelsen af mennesker, men også fremdrift og hele to revolutioner, den franske og amerikanske. I min samtale med Niels Brunse, den kendte oversætter, der blandt andet har oversat alle Shakespeares værker, lærte jeg, hvordan Blake ser stilstand som helvede - som en dam med stillestående, rådnende vand - hvorfor han plæderer for netop et ægteskab mellem himmel og helvede. Allerede som barn havde han mystiske oplevelser og dermed et evigt håb om paradis. Det sætter han op overfor det rå liv, han ser udfolde sig på så sublim vis, at hans værker bliver ved at være aktuelle. Han har en utopi, et sprog og en vildskab, der siden har tiltalt mange andre kunstnere – som 1960ernes The Doors, danske The William Blakes og britiske Benjamin Britten.

Hvad gør mystikere ved vores hverdagsliv? Berørths nye serie går tæt på kendte og ukendte mystikere, der igen og igen dukker op som betydningsfulde figurer i manges daglige liv. Hvorfor? Den første, I skal høre om, var af svensk adelsslægt. Hans far var statsminister. Han fik ingen børn, blev ikke gift, blev selv minister og var ved sin pludselige død i 1961 i et mistænkeligt flystyrt over Nordrhodesia, nu Zambia, generalsekretær for FN. Han dannede de blå baretter, FNs fredsbevarende styrke, arbejdede med præventivt diplomati i den israelsk-arabiske konflikt, håndterede Suezkrisen i ´56, den dybt problematiske afkolonisering af Afrika og talte ofte de store nationer midt imod med en magt, han foldede ud som en selvfølgelighed. Dag Hammarskjöld er en legende. En helt, en statsmand, et mysterium. Storfilmen om ham instrueret af Per Fly og med Mikael Persbrandt i hovedrollen har premiere i Sverige julen 2023 og i Danmark april 2024. Samtidig udkommer en nyoversættelse af "Vejmærker", hans tekster om samtaler med Gud. Dem er Peter Højlund Franklin medforfatter til en bog om, "Den længste rejse". Efter at have været skoleleder i mange år er han netop sammen med sin hustru, Louise, blevet forstander på Løgumkloster Refugium. Hvad er Dag Hammarskjöld for ham? Læs også artikel på www.POV.international

Måske er det Gud, måske er det noget andet? Ingen kan helt igennem forklare, hvorfor troende er meget sundere end dem, der ikke tror. Uanset, hvordan man vender og drejer al den forskning, som i de seneste år er vokset ekspotentielt, så kan man ikke forklare hele den store forskel, der er på folks helbred alt efter, om de er troende eller ej. ”Vi kan i dag forklare 75 til 80 procent af de troendes bedre helbred ud fra nogle andre årsager end lige deres tro. For eksempel, at det er godt for helbredet at have gode sociale relationer som i en menighed og at leve sundt, som nogle troende gør, uden blandt andet alkohol og tobak. Men, der er stadigvæk en effekt på omkring 20 eller 25 procent, som vi ikke kan forklare,” erkender læge og ph.D. studerende Tobias Anker Stripp. Han er forsker, ansat på Syddansk Universitet for at samle så megen viden som muligt om folks åndelige og eksistentielle helbred og dets sammenhæng med det fysiske af slagsen. Han sidder på Forskningsenheden for Almen Praksis, hvor de skal forske i alles helt almindelige hverdagshelbred og holde overblikket over den internationale forskning på feltet. Når man gør det, dukker der store overraskelser op. Som de 20 til 25 procent af de troendes bedre helbred, som forskere kloden over ikke kan forklare. Kan det være Gud, der holder hånden over dem, siden de er uforklarligt mindre syge? ”Det kan i hvert fald være en forklaring, når vi nu ikke kan forklare det med videnskab. Men måske bliver vi klogere, end vi er i dag,” siger Tobias Anker Stripp.

Alt det der med at holde sig i form som 60-årig er fint nok, men det mest afgørende er at holde op med at være en kedelig og superfornuftig voksen. I stedet bør vi blive godt og grundig barnagtige, fjollede og forundrede, mener den erfarne sjælesørger og præst, svenske Britta Hermansson, der opfordrer os til at ”gå fra naivitet til naivitet”. Hendes bror druknede, da han var to og et halvt år. Hun blev født lige efter. Hendes mor var klædt i sort under graviditeten. Måske er det derfor? Hun tror det ikke. For gennem hele sit liv som populær foredragsholder og forfatter og samtalepartner for tusindvis som præst overalt i Sverige, har hun mødt det igen og igen. ”Vi voksne er alt for alvorlige, triste og mistænksomme,” siger Britta Hermansson. ”Det skal vi holde op med. Det er det, der er opgaven for os omkring de 60: At vi skal blive som børn igen.” Da jeg spurgte hende, som jeg altid spørger om i Berørth, hvornår hun senest var blevet berørt af Gud, svarede hun (på sit smukke svenske, som kan forstås, om man lytter stille), at hun mindedes hun påskemorgen, hvor hun sad på Peterspladsen i Rom sammen med 100.000 andre og egentlig syntes, det var for stort et spektakel med for megen uro og stads - men så lød kørsangen - korsangen i højttalerne …

I min serie af trossamtaler 2.0. går vi længere end de fleste. Vi taler ikke bare om at tro, men om konsekvenserne. For det er vel ikke bare ord? En af dem, der har ændret sig selv og andre, er Ulrik Nissen, dr. theol., Aarhus Universitet og professor i teologisk etik i Oslo på Menighetsfakultetet. I sin nyeste bog, "Kærlighedens Ansvar" spørger han som det allerførste: "Er kristne bedre end andre mennesker?" Det får han lov at svare på. Det lover jeg jer. Og så får han også lov at argumentere for, hvorfor han mener, man som kristen bør blive vegetar...

Det er i fortællingen, kraften ligger, mener Doris Ottesen, der kalder sig selv en "forbenet inkarnist". For hende er Gud knap nødvendig. Fortællingen om manden, der gik på jorden en gang, rækker. Kan man sige sådan, når man er præst? Hun kan. Doris Ottesen har været præst og siden forsket i og skrevet dybtgående værker om netop de store nordiske fortællere, der også betyder så meget for mig. De kan få min verden til at hænge sammen som nordisk kvinde for hvem, kristendommen betyder så meget – især Kerstin Ekman - hende taler vi også om. Det kan vi slet ikke lade være med… Doris Ottesen har netop skrevet bogen ”Tro er liv” om sit eget livsforløb, der er en direkte konsekvens af hendes tro. Hendes liv er stort set modsat mit, hun er vokset op på landet i en troende familie, og det gør det så berigende at tale med hende. For der er skæringspunkter, hvor vi kommer fra hver sin verden, så at sige, men indimellem står helt samme sted. Det rykker rundt på fordomme og skråsikkerhed, når jeg oplever stærkt fællesskab med mennesker, der lever et helt andet liv end mit – og som ser oplevelser som mine som fortællinger – ja, som eventyr – uden at det forklejner dem. Hvordan kan det nu ske?

I dag er det lettere end i mange år at tale åbent om, at man er troende. Det er godt, mener jeg. Samtale er altid godt. Men i min serie trossamtaler 2.0. går vi et skridt videre. I den vil du møde nogle af de klogeste og mest vedkommende mennesker fra ind- og udland, som alle har fået mig til at ændre noget i mit liv – blot ved at dele det, de ved og har gjort. En af dem er Sørine Gotfredsen, præst i Jesuskirken, som i mange år har været en af de præster, jeg har læst og lyttet til – og som snart sommeren 2023 udgiver endnu en af de bøger, jeg ved, jeg vil læse. Den handler om livskraft. Det taler vi om, men først og fremmest taler vi om, at tro tvinger en til kontroltab. Og det er svært for mange. Også for Sørine Gotfredsen.

Det er godt, at flere end før nu taler om tro, men for mig er tiden kommet til næste skridt. Nu vil jeg høre mere om, hvad konsekvensen af troen er. Med andre ord: Jeg tror og so what? Derfor sætter jeg nu gang i en ny generation af samtaler om, hvad troen egentlig gør ved vores liv. En af mine trossamtaler generation 2.0. må og skal handle om naturen. Den kan kun reddes, hvis vi lægger tro ind i vores forhold til den. Vi må og skal holde naturen for hellig – præcis som de store, oprindelige religioner altid har gjort det. Det mener en af verdens internationale stjerner udi visdom og viden om mennesker og vores historie med hinanden, Karen Armstrong – som gav sit eneste interview til et dansk medie til Berørth.Hun har netop udgivet ”Naturens hellige kraft – hvordan vi kan genskabe vores bånd til den naturlige verden”, Kristeligt Dagblads forlag. Den blev udnævnt af The New Yorker som en af de bedste bøger i 2022. Hendes 30 bøger om de store religioner er oversat til 45 sprog. På dansk “Sagen Gud”, “Mytens historie”, “Jerusalem”, ”Muhammed – en biografi”. Hun er æresdoktor ved flere universiteter, har en OBE, The Most Excellent Order of the British Empire, og har modtaget en lang række priser, blandt andet den spanske Prins af Asturias-prisen, 2017, den svenske Nationalencyklopedin-pris, 2011, Freedom of Worship Award fra The Roosevelt Institute, 2008. Efter at have fået TED Prize, 2008, stiftede hun www.CharterForCompassion.org I dag bor hun alene i London. Som ung var hun nonne 1962-1969, og er født 14. november 1944 i Worcestershire, England.Find hendes bøger i alle boghandlere og online. Køb den nyeste her hos forlaget. Hun taler også om bogen ”the Cloud of Unknowing”, der fås på dansk som ”Uvidenhedens sky” her. Læs mit interview med Karen Armstrong på www.POV.international her

Møder med altet, en overjordisk kraft, med engle eller med Gud er principielt uønskede for alle ledere med magt, både de religiøse og sekulære. Når mennesker mærker en direkte kontakt med det guddommelige eller tænker sig til, at den er der og giver dem betydning, mister ledere deres magt over dem. I dette afsnit taler jeg i Oslo med Safet Bektovic, forskeren, der kæder Søren Kierkegaard sammen med muslimsk mystik og almindelige menneskers mylder af religiøse erfaringer.

Lige inden, Michael Sørensen og hans kone, Anne Nøhr, skulle flytte, tog hans hovedpine og glemsomhed til. Som skoleleder på Gammel Hasseris Skole i Aalborg hørte stress ind imellem til jobbet, men det blev værre. Meget værre. Han døde. Næsten. I dag lever han et roligt liv i deres lille, sortmalede træhus ved Limfjorden. Men han lever med en stor længsel. En længsel, jeg genkender. En længsel, mange med nærdødsoplevelser og store sorger lever med. Længslen efter døden. Find Michael Sørensen på instagram hjernemichael.dk

Vi bør tale om døden hver dag, mener Bruce Greyson, der som en af verdens førende forskere i nærdødsoplevelser ved, hvor meget godt det gør os. Selv kender han alt til tabuet om døden. Og har selv frygtet den. Men ikke længere. ”Hvorfor skulle jeg,” spørger han. ”Når dem, der har været døde, har været glade for det?” I dette enestående interview over en lidt skrattende netforbindelse, afslører han overraskende viden om, hvor almindelige nærdødsoplevelser er, og hvorfor de kan få selv ellers stabile ægtepar til at blive skilt. Selv kender jeg til nærdødsoplevelser og har skrevet om dem i nogle af mine bøger. Alligevel var jeg overrasket over meget af det, Bruce Greyson fortalte. Blandt andet om den ensomhed, der kan ramme mange efter sådan en oplevelse. Den genkender jeg efter mine egne oplevelser, og det var en tryghed at få at vide, at der er mere viden på vej om neotp det at leve med oplevelserne – på både godt og ondt. Bruce Greyson er professor emeritus i både psykiatri og neurologi ved University of Virginias School of Medicine og globalt anerkendt som værende blandt de største lægelige eksperter i nærdødsoplevelser og manden bag den skala, de rubriceres efter, Greysonskalaen. Han er forfatter til ”After”, udkommet på dansk som ”Efter – en læge udforsker, hvad nærdødsoplevelser fortæller om livet og efterlivet”, Gyldendal, 2021.

Lektor Dorte Toudal Viftrup er netop nu midt i et tre-årigt forskningsprojekt, der skal lære voksne at tale med børn om noget af det, mange voksne selv har umådeligt svært ved at tale om: Åndelighed. ”Men vi er faktisk forpligtet til det,” konstaterer hun, der er lektor ved Forskningsenheden for Almen Praksis ved Institut for Sundhedstjenesteforskning, Syddansk Universitet. I følge folkeskolelovens § 1 skal folkeskolen ”i samarbejde med forældrene give eleverne kundskaber og færdigheder,” der ”fremmer den enkelte elevs alsidige udvikling”, herunder det, som det kaldes ”den åndelige” udvikling. Og WHO, FNs sundhedsorganisation,forpligter Danmark til at prioritere ”spiritual care”, åndelig og eksistentiel omsorg for alle. Hør i samtalen med hende, hvorfor det er så vigtigt og få på www.charlotteroerth.dk en række gode råd til at tage samtalerne med dit barn, barnebarn, nevø, niece eller gudbarn.

I sine tidligere studier har Marianne Rankin Ph.D. i lighed med andre forskere slået fast, at mindst hver anden af os har en oplevelse i løbet af vores liv, og at der ikke er nogle grupper af mennesker, der ser ud til at være mere eller mindre modtagelige end andre. Hun har desuden også fastslået, at der ikke er særlige oplevelser, der rammer særlige befolkningsgrupper. I sin nyeste forskning har hun nærstuderet 2000 af 6600 beretninger om spirituelle oplevelser i The Alister Hardy Religious Experience Research Centre Archive. Hvad er frugterne? Hvad er det, der gøres ved os? ”Der er mange, mange forskellige slags oplevelser”, fastslår hun, men følelsen, de efterlader, er oftest den samme. Flertallet ”har oplevelser af pludselig at føle sig elsket på en måde, som de ikke havde forventet.” Hvad gør det ved os?

Hvad har vi til fælles på tværs af religioner og kulturer? Professor Christian Suhr, Aarhus Universitet, søger efter svar ved at undersøge oplevelser af kærlighed hos kristne, muslimer og buddhister med de spirituelle oplevelser, som de fleste af os får i løbet af vores liv. Det er på tide at rette fokus mod det fælles, mener han, der tidligere har forsket i ekstremisme.

”Den svære kærlighed” hedder den seneste bog ud af langt over 30 styk, som den svenske præst Peter Halldorf, 63 år har skrevet. Bogen, der netop er udgivet på dansk, er lille og tæt og handler om, hvor sammenvævede, vi mennesker er. Faktisk er vi så tæt på hinanden, at vi ikke eksisterer uden andre. Det gør ikke kærligheden lettere, snarere tværtimod, men netop derfor må vi undersøge den, mener manden, som jeg netop har været på retræte med. Efter en vandring ved Hammershus på Bornholm satte vi os og talte en god halv time om et råd, han engang gav mig. Et råd, jeg gerne vil dele med andre. Fordi det hjalp. Bliv, hvor du er og gør godt derfra, opfordrede den tænksomme og vidende pinsepræst. Han er selv i alle årene rejst ud, men altid vendt hjem igen for at inddrage den nye viden i det liv, han lever i Sverige. Dette med at tro, at alt er bedre, mere interessant, vildere og dybere et andet sted, er et grundlæggende træk i mennesket, mener han. Men rastløsheden kan vendes til det gode, hvis man husker at vende hjem. Glemmer man sine rødder, vil man til at gå for meget op i det ydre. Det gælder også troen, hvor man kan komme til at fokusere på de ydre udtryk for troen fremfor selve kernen af troen. Derfor her Peter Halldorf i mere end 30 år arbejdet på at få trukket mere af den tidlige kristendom ind i den moderne hverdag. At læse Peter Halldorfs bøger – den seneste og ”At drikke dybt af ånden” blandt andet - er for mig som at spise og drikke åndelig føde og væske. Sådan er det også at tale med ham og at være på retræte med ham. Jeg håber, at også vil få glæde af denne cirka 35 minutter lange samtale med Nordens store og samtidig stille og rolige stemme.

Der findes mange mennesker, jeg gerne vil lære af. En af dem er Daniel Nørgaard, tidligere præst ved den katolske domkirke i København, netop udklækket jesuit og snart indehaver af en master i netop den form for spiritualitet, jesuitterordenens grundlægger, spanske Ignacio de Loyola (1491-1556), har udviklet. Ved at være den, han er, leve i cølibat og blive ved at undersøge sin tro, udvider han min horisont, men fastholder mig samtidig i den kerne af tro, jeg mærker stærkere, jo flere sorger og glæder, der kommer min vej. Lyder det mærkeligt? Prøv at lytte vores samtale, tag den med på en god halv times gåtur, og jeg tror, du vil opleve – som jeg – at Daniel taler ind i en bevægelse, der i disse år vokser sig større i Danmark. Flere og flere mærker, at det er vigtigt at tænke over, hvorfor så mange tror og altid har gjort det? Hvad er det i os? Hvordan undersøger vi det? Jeg gjorde det sammen med Daniel Nørgaard. Det blev jeg klogere af. Måske bliver du det også?

Krigen i Ukraine og eftervirkningerne af Covid-19 giver mange af os en tung tid, men kan vi tillade os at være ked af vores eget? Og hvordan kan vi hjælpe hinanden med både små og store sorger? Det ved jeg meget mere om efter at have talt med sognepræst Ann Sofi Lægsgaard Andersen om bibelsk sjælesorg – og om at have mistet sit barn. Vi mødtes i forårssolen væltende ind af de mange vinduer på præstegården i Jerslev i Vendsyssel, hvor hun bor og arbejder – blandt andet med samtaler og grupper i bibelsk sjælesorg, en måde at hjælpe andre, som er udviklet i krigszoner og bruges i flygtningelejre og andre steder til mennesker med voldsomme traumer. Men det kan også bruges til daglig. Også af den, der ikke tror.

Nede i kælderkontoret skråt overfor Københavns Domkirke sidder Anders Gadegaard. Han fik mig næsten til at rødme, da vi indspillede dette afsnit af Berørth, der handler om bøn. Til september går han på pension efter snart 25 år ikke blot som domprovst, men også som primær ansvarlig for morgenandagten i Danmarks Radio. Hvor mange tusinde gange, han har bedt, har han ingen anelse om. Måske havde det været interessant at tælle, men for Anders Gadegaard, 59 år, er det er bønnen her og nu, der er den mest interessante. Bøn handler om at være til stede. Som i elskov. Som han skriver i sin seneste bog om netop brug af bøn i Danmark i dag: ”Åh, jeg be´r”: De fleste gør det. Enkelte gør det aldrig. Rigtig mange gør det alene. Færre gør det sammen. Det bringer mange helt ud af sig selv og anses af flertallet for at være temmelig grænseoverskridende. Det kunne lyde som indledning til en beskrivelse af erotikkens væsen, men … Som han siger: ”At bede er en forening mellem Gud og menneske, og den har man i århundreder også beskrevet med erotikkens sprogbrug. Gud og menneske forenes. Bliver ét. Hvornår bliver mand og kvinde det? Ja, det ved vi jo godt, ikke?”

Flere i vesten end nogensinde tager elementer af buddhismen til sig. Og med god grund, mener generalsekretær i den kristne organisation, Areopagos, Silje Kvamme Bjørndal, for den kan lære os at blive mere optagede af klodens og andre menneskers ve og vel. Men, hvorfor vil hun så forblive kristen? Efter min halve times samtalen med Silje Kvamme Bjørndal, der taler et letforståeligt norsk, er jeg blevet langt klogere på, hvorfor så mange netop nu drages af østen - og jeg kan bedre se, hvad der binder mennesker sammen kloden over – i krig og fred og i en tid, hvor de velkendte religiøse mønstre er opløsning, og vi selv plukker fra trosretningerne. ”Der et noget i buddhismen, som vi lader til at have mistet i vores protestantiske kristendom, og som falder sammen med den tid, vi lever i nu”, siger Silje Kvamme Bjørndal blandt andet. Areopagos arbejder med blandt andet dialog mellem de to religioner fylder 100 år i år. ”For 100 år siden var det vældig kontroversielt, men nu er buddhismen blevet en integreret del af mange menneskers liv i Norden,” konstaterer Silje Kvamme Bjørndal. Hun er uddannet teolog, opdraget i den norske pinsekirke og har før sit hverv som generalsekretær forsket i netop troens betydning i samfund som sit eget norske og det danske sekulære samfund.

Henrik Reintoft Christensen har som leder af Center for Samtidsreligion på Aarhus Universitet gjort mig meget klogere på, om troen overhovedet har betydning for os i en i en tid med så voldsomme begivenheder som pandemien og invasionen i Ukraine. Den nyeste forskning og hans overblik gør ham sikker i sin sag. Den spirituelle side af religionen – vores egne samtaler med det større om livets mening – vil vokse. Samtidig vil den konventionelle kirkegang blive mindre, og dogmernes betydning mindskes. Med andre ord så betyder Gud, eller hvad vi kalder ham/den/det fylde mere, men organiseringen af troen vil blive mindre fast. Vi vil blive mere og mere individuelle og selv sy vores trosliv sammen, forudser han, men vi vil stadig gøre det sammen med andre - men i mere forskellige og måske også skiftende fællesskaber. For vi lærer netop nu med de kriser, vi lever i, at vi mennesker er forbundne. På godt og på ondt. Lyt til Henrik Reintoft Christensen og bliv klogere på, hvad tro er for os i dag. Hvad er den for dig? God lyttelyst.